Pasta m. ramsløgspesto, stracciatella di bufala & vilde urter
- Caroline Lambert
- 25. apr. 2021
- 2 min læsning
Opdateret: 23. aug. 2021

Når solen kaster sine stråler, dagene bliver lysere, fuglene begynder at kvidre, og urter skyder op af den muldne jord, starter foråret for mig. Jeg elsker at se, hvordan alting lige netop nu spirer og gror, og jeg synes, at det er så interesant at bringe denne fornemmelse ind i køkkenet. Noget af det bedste jeg hved, er at fusionere det vilde med det etablerede, og netop dette formår jeg, især på denne tid af året, at gøre gennem madlavning.
Skove, parker, marker og enge bugner nu med vilde og spiselige urter, som smager fantastisk, vis man ved, hvordan man kan bruge dem. Denne pastaret er en rigtig forårsbebuder og et væld af smage - brug de urter du synes er lækre, smag dig frem, eksperimenter og hav styr på hvorvidt noget kan spises eller ej. Lige her brugte jeg strandkarse, vild gulerod, døvnælde & rød tvetand. Vis du vil vide meget mere om spiselige urter, så følg med hos @vildmaddk.

Ramsløg er en af de vilde urter, jeg virkelig er glad for - man kan bruge dem på mange måder, men allerbedst er de efter min mening i en pesto. Derfor har jeg sørget for at lave en god del rasmløgspesto, som jeg blandt andet, men i den grad ikke mindst, vil nyde godt af i denne pasta.
Tid: ca. 10 min / til 2 pers.
Ingredienser
250 g pasta (hellere end gerne frisk, måske hjemmelavet?)
En citron
25 g smør
2-3 gode spsk ramsløgspesto
Havsalt og friskkværnet sort peber
Vilde urter (jeg brugte her strandkarse, vild gulerod, døvnælde & rød tvetand)
100 g stracciatella di bufala
En smule parmesan, parmigiano eller andet i den dur
Fremgangsmåde
- Jeg koger til start min pasta al dente. Jeg gemmer en sjat af pastakogevandet.
- Citronskallen river jeg fint og sørger for kun at rive den yderste gule del af skallen, da det hvide er meget bittert. Citronen presser jeg efterfølgende.
- Når pastaen er færdigkogt vender jeg den med smør, ramsløgspesto, en god mængde friskkværnet sort peber, en smule havsalt, citronskal og citronsaft. Jeg skruer godt op for blusset og tilsætter en sjat af pastakogevandet, hvorefter jeg sauterer pastaen i et halvt minuts tid - til retten er lækker og cremet.
- Pastaen anretter jeg i dybe tallerkner og topper med stracciatella, et rundthåndet drys parmesan, vilde urter og måske endnu mere friskkværnet sort peber.
Comments