Anoreksipatienter må klare sig selv, så snart de er udskrevet. Der mangler efterbehandling

OBS: Dette debatindlæg blev oprindeligt udgivet den 28. februar 2023 i Information.

Af: Caroline Schneider Lambert

Psykiatrien er i knæ, det hersker der ingen tvivl om, men til trods for at politikere og medier i de sidste år har haft fokus på netop psykiatriens pauvre tilstand, er der ikke blevet handlet i tilstrækkeligt omfang. Beretninger om lange ventelister, tvivlsom behandling og presset personale florerer. Ressourcerne er knappe og tilsyneladende ikke til at opprioritere. Psykisk trivsel bliver negligeret af regeringen, hvilket i sig selv er kritisabelt.

Med det sagt var min egen oplevelse med psykiatrien overordnet udmærket, da jeg for en lille håndfuld år tilbage var i behandling for anoreksi. Jeg var så heldig at opleve et system, som greb mig. Jeg fik tilbudt en behandling, som, trods fejl og mangler, hjalp mig, og jeg kom hurtigt til. Problemerne startede for mit vedkommende først ved endt behandling. Når man er i intensiv behandling for anoreksi, får man frataget alt ansvar og selvbestemmelse. Det er nødvendigt, fordi hjernen biologisk set ikke fungerer optimalt, når man er meget undervægtig. Når man når sin idealvægt og på papiret kan erklæres rask, er det derfor nødvendigt at blive hjulpet tilbage til hverdagen. Et skrøbeligt, sårbart, ungt menneske, som har været lukket inde i sin egen verden og været underlagt autoritet, kan ikke selv finde fodfæste i en nådesløs verden med manglende forståelse for ens situation. Det er ikke desto mindre lige præcis, hvad der forventes. Ved udskrivning rådes man til at starte til psykolog, som man selv får til opgave at finde, kontakte og finansiere; et projekt, som de færreste, hverken patienter eller pårørende, kan magte. Derudover er der minimalt med efterbehandling. Man får ikke tilbudt hverken støtte- eller mentorordning, det eksisterer nemlig slet ikke.

Når man udvikler en spiseforstyrrelse, er det en måde at kompensere for ting, som sker oppe i hovedet eller omkring en. Spiseforstyrrelsen er altså ikke i sig selv problemet, men nærmere et symptom på noget andet. Når man behandles for anoreksi er det med øje for vægt og mad, idet det er nødvendigt, men grundet den manglende efterbehandling når man aldrig til bunds i det bagvedliggende problem. Det vil ofte udmønte sig i tilbagefald eller udvikling af anden psykisk sygdom. En presset og ubemidlet psykiatri har ikke råd til, at patienter pendulerer ind og ud af psykiatrien, men det er lige præcis det, der sker og vil ske, hvis vi fortsætter som hidtil. Det er ressourcespild og symptombehandling ikke at tilbyde efterbehandling ved endt behandling af spiseforstyrrelse. Ud over at det er grotesk, at vores psykiatri ikke fungerer bedre, end den gør, så er det forkasteligt, både økonomisk og menneskeligt, ikke at hjælpe unge mennesker godt og trygt på vej videre og ud i den store verden.