Tidligere kokkeelev: Lav støtteordninger til unge i lære

OBS: Dette debatindlæg blev oprindeligt udgivet den 24. januar 2023 i Politiken.

Af: Caroline Schneider Lambert

Flere unge skal efter endt folkeskole starte på en erhvervsuddannelse. Det er et udtalt mål blandt politikere og i regeringen. Vores samfund behøver elektrikere, buschauffører, mekanikere, grafikere, frisører og murere for at løbe rundt. Problemet med manglende arbejdskraft inden for håndværksfagene vil kun vokse sig større, hvis vi fortsætter, som vi hidtil har gjort. Når unge i dag afslutter niende eller tiende klasse, bliver de ikke i væsentligt omfang guidet i den rigtige retning. De står som forvirrede, usikre unge mennesker med hele verden foran sig og tænker, at de skal træffe en beslutning, som vil være afgørende for resten af deres liv. Der lægges et pres på dem, som afholder dem fra at vælge, hvad der føles rigtigt lige nu og her, og det er oplagt at vælge den gymnasiale uddannelse, som er et nærliggende og bekvemt valg, selvom det langt fra altid er det bedste. Når det så er sagt, så tror jeg ikke kun, at det er her, vi finder roden til problemet.

Politiken kunne tidligere på måneden skrive om tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, som viser, at inden for 12 udvalgte erhvervsuddannelser har omkring hver fjerde elev, som påbegyndte deres hovedforløb i 2018, fået afbrudt deres uddannelsesaftale eller skolepraktik i 2021. Frafald er et generelt problem på erhvervsuddannelser, hvor omtrent fire ud af ti elever stopper inden endt uddannelse. Tallet for gymnasiale uddannelser er blot 15 procent.

Jeg startede selv på gastronomuddannelsen efter niende klasse. Det første år, som bestod af undervisning på skolen, gik problemfrit, men da jeg startede på mit hovedforløb, hvor man primært står i lære og altså er på en arbejdsplads, kom jeg i vanskeligheder. Jeg var 16 år gammel og havde aldrig haft et rigtigt arbejde før. Pludselig stod jeg i en fuldtidsstilling på en arbejdsplads, hvor der, til dels med rette, blev forventet det samme af mig, som der blev af de øvrige ansatte, selvom jeg kun var elev. Som systemet er i dag, var jeg en arbejdskraft på lige fod med de andre. Ikke desto mindre er kokkebranchen hård, og jeg blev ikke mødt som det unge, uerfarne menneske, jeg var. Lærepladsen har nogle uddannelsesmæssige forpligtelser over for deres elever, men de er ikke udstyret eller har ressourcerne til at danne og opdrage. Jeg fik og pådrog mig temmelig meget ansvar, og det resulterede efter tre år i, at jeg, grundet stress, måtte stoppe uddannelsen. Desværre er jeg langt fra et enkeltstående eksempel. Mange ender med at bukke under for stress, depression, alkohol- og stofmisbrug eller blot ren og skær frustration over ikke at føle sig tilstrækkelig.

Problemet bunder, ud over lærepladsernes ufuldkomne forståelse for mennesket, i manglende involvering og engagement fra skolens side. Man bliver i skolen og i undervisningen ikke klædt tilstrækkeligt på. Man lærer ikke at sige fra og stå ved sine rettigheder og grænser. Man lærer ikke, hvad det vil sige, og hvad det indebærer, at arbejde, og man lærer ikke at tage ansvar og at vide, hvad der er nok, og hvad der er for meget. Man bliver kort sagt kastet hovedkulds og uforberedt ud på arbejdsmarkedet. Når man så først står i lære, har man ingen tilknytning til skolen. Man har ingen kontaktperson, og man skal på intet tidspunkt afrapportere. Man kan på eget initiativ ringe ind til skolen, hvis man står i et problem. Det er de færreste, der gør det, idet det ikke er oplagt eller særlig let tilgængeligt. Man skal med andre ord være et utrolig robust, afklaret, velfunderet og ansvarsfuldt ungt menneske, for at klare mosten. Den manglende tilknytning til skolen resulterer også i manglende studieliv. Det er i sig selv problematisk, idet mange unges drivkraft er det sociale og faglige fællesskab. Man skal som elev på mange parametre i høj grad selv skabe mening og sammenhængskraft.

Det er ikke en løsning at rekruttere elever til erhvervsuddannelser, når så mange falder fra. Man skal fra politisk hold kigge på, hvad man kan gøre for at hjælpe eleverne gennem uddannelsen på bedst mulig vis. Lærepladserne skal vejledes i og have ressourcer og råderum til at tage sig af deres elever, og eleverne selv skal i langt højere grad være tilknyttet skolen. Der skal følges op på, hvordan de går og har det under læretiden, og man skal som elev have en primær kontaktperson, som man kan komme til med små såvel som store problemer. Uden sådan initiativer og forbedringer vil man ikke komme i mål med at få flere unge helskindet og godt igennem en erhvervsuddannelse.