Traditionsbunden torvedag danner rammer for samvær og fællesskab

Ingerslev Boulevard forvandles to gange om ugen hele året rundt til et overflødighedshorn for madglade århusianere. Men kunderne kommer ikke kun for råvarerne, fællesskab og tradition spiller en særlig rolle.

Af: Caroline Schneider Lambert

Klokken er 8:48, men Niels Vinther har allerede været vågen i mange timer. Han er stået op klokken 4:30 for at være klar med æbler, spinat og knoldselleri på Ingerslev Boulevard. Her står han hver onsdag og lørdag sammen med en række andre stadeholdere og sælger lækkerier til madglade århusianere.

Hænderne er røde af kulden, og Niels skjuler sine øre bag et uldent pandebånd, som glider op og ned, når han fortæller. Og fortælle, det gør han. Med stærk jysk dialægt og kun afbrudt af de kunder, han skal ekspedere. De kommer både for at købe det friske frugt og grønt, som Niels har med fra Samsø, men lige så meget for at hilse på ham og få en sludder hen over palmekålen.

Fotos: Caroline Schneider Lambert. Morgen på Ingerslev Marked.

Mere end bare en grønthandler

Niels Vinther er kommet på Ingerslev Marked i 34 år, og han har med tiden lært ikke kun sine kunder, men også deres børn og børnebørn, at kende. For ham handler det om mere end at sælge grøntsager.

”Jeg kender rigtig mange af mine kunder. Det er motivationen for at stå her på markedet selv på en kold onsdag som i dag, hvor der ikke sker så meget. Vi får os en snak og vi tjekker op på hinanden. Det kan jeg ikke undvære,” fortæller han.

Fællesskab opstår ikke af sig selv, og Niels gør sit, for at det skal gro. Han er en gang blevet inviteret til bryllup hos en kunde, og om et par dage skal han til reception hos en anden. Det er ikke kun ved livets lykkelige øjeblikke, Niels deltager. Når nogen går bort, tropper han også op.

”Jeg går nogle gange til mine kunders begravelse. Jeg tager ikke med til gravøllet, men jeg viser mig lige i kirken,” fortæller han.

Han fortæller, at han husker mange af sine kunders fødselsdato. Kort efter står en kvinde og vifter med en pose kartofler, hun gerne vil købe.

”Det er ikke så længe siden, din mand havde fødselsdag,” bemærker Niels, hvortil kvinden overrasket ler.

”Nej, hvor har du det fra?” spørger hun forundret.

”Det stod i kirkebladet,” svarer han grinende. I virkeligheden husker han, at kvinden sidste år havde været forbi for at købe ind til fødselsdagen omkring denne tid på året.

Trofaste stadeholdere

Steffen Danielsen er formand for Torveforeningen og har i de sidste 45 år solgt frugt, grønt og blomster på Ingerslev Marked, som er et af Danmarks ældste.

”Det er vigtigt at holde fast i traditionen. Jeg kan mærke, at folk er begejstrede for den stemning og atmosfære, som hersker her, og vi skal blive ved med at give århusianerne den unikke mulighed det er, at kunne handle på torvet,” fortæller han.

Ifølge Steffen Danielsen kræver det et bredt udbud og mange, stabile stadeholdere, hvis markedets fortsatte eksistens skal sikres. 

”Vores kunder er meget loyale, og mange af de handlende kommer igen og igen. Det gør de, fordi man kan regne med os. Vi er her hele året rundt og i alt vejr. Stadeholderne dukker altid op og har gjort det i mange år. På den måde er torveholderne konkurrenter på samme tid med, at de er dybt afhængige af hinanden.

Et friskt pust

Steffen Danielsen har i de sidste par år bemærket, at klientellet på markedet har ændret sig. Mange flere unge er kommet til. Dette oplever Niels Vinther også. Begge ser de det som en positiv udvikling.

”Mange børnefamilier er begyndt at bruge markedet. Og mange hvis forældre, jeg kender, fordi de har handlet her igennem mange år. De invaderer ikke markedet, men integreres og bliver en del af den særlige stemning, man kun finder her,” siger Niels Vinther.

Sidsel er blandt Ingerslev Markeds nyere publikum. Hun har sin datter i hånden, som hiver utålmodigt i hende efter at komme ind på den lille kaffebar, som ligger midt på torvet. En gang imellem tager de to en fridag og går ned på markedet for at kigge og spise morgenmad. Der er en hyggelig stemning på markedsdage, synes de. Når Sidsel til tider køber ind på markedet, er det fisk, grøntsager og blomster, som ryger i indkøbsnettet.

”Det er nogle gode, autentiske økovare, man kan få her. Og så ligger det tæt på børnehaven,” siger hun, inden hun bliver trukket med ind i den varme, kaffeduftende café.

Fotos: Caroline Schneider Lambert. På Ingerslev Marked afhænger udvalget af frugt og grønt af årstid og sæson.

Røde pølser og kaffe

Foran pølsehandleren sidder Else og Erik. De har været gode venner igennem 60 år, lige siden de som 16-årige mødtes på danseskolen. Nu træffes de hver onsdag og lørdag på torvet. Det er ikke altid, de handler. Somme tider går de blot en tur og drikker en kop kaffe. Altid hos pølsemanden og altid af papkrus.

Markedet er blevet afholdt lige så længe, Erik kan huske. Det har altid været en del af hans liv.

”Og uden at afsløre, hvor gammel han er, så er det ikke så lidt,” griner Else.

Men Erik vil gene fortælle sin alder. Han er fra 1939 og har en tæt tilknytning til området, hvor han har gået i skole og er færdes i hele sin barndom.

For Else og Erik er der noget trygt og genkendeligt ved at komme på markedet. De kender mange af de andre handlende og får tit en sludder med stadeholderne.

”Jeg er altid lige ovre og snakke med fiskehandleren,” fortæller Erik og afbryder sig selv. ”Go’ dag Ole” råber han til en mand, som i et rask tempo og med et stort smil på læberne vinkende passerer pølseboden.

Torvet står tomt tilbage

Tidligt på eftermiddagen er torvedagen forbi. Solen ligger som en varm dyne over Ingerslev Boulevard, og folk traver op og ned ad torvet i tykke jakker og varme støvler og med indkøbsnet med alskens lækkerier er svunget over skulderen. En ung kvinde har en stor bukket blomster mellem hænderne, og et ældre venindepar sidder på en lille bænk med hver deres fletkurv bugnende med frugt og grønt og nyder de lune stråler.

Stadeholderne pakker sammen, og de handlende trasker hjem i deres køkkener men favnen fuld. Det gamle torv står atter tom, helt indtil det hele gentages meget snart igen. Og mon ikke nogle af stamkunderne kommer forbi – nye som gamle?