Ungdommen bløder: Giv os lov til at hjælpe hinanden!

OBS: Dette debatindlæg blev oprindeligt udgivet i en lettere forkortet version den 2. december 2022 i Weekendavisen.

Af: Caroline Schneider Lambert

Jeg har brygget kamillete og sat to brændende stearinlys på midten af spisebordet. Over anlægget spilles der jazz. Jeg har inviteret Naja og hendes mor hjem til en snak, og jeg har så vidt muligt prøvet at skabe en rar stemning. Naja er ti år gammel og har anoreksi. Hun sidder på den lille spisebordsstol med benene trukket op under sig og hovedet sænket. Hun snakker næsten ikke og hvisker sine spørgsmål i sin mors øre. Jeg selv udviklede en spiseforstyrrelse, da jeg var 13 år gammel, og mit hjerte både bløder og brænder for at hjælpe unge piger som Naja. For Naja er så meget mere end sine store, bedrøvede øjne og sin fremstående rygsøjle, som stikker op fra halsudskæringen på hendes trøje. Jeg ved om nogen, hvordan anoreksi eller en anden psykisk sygdom kan invadere og endevende et ungt menneskes liv.

Danske børn og unge mistrives som aldrig før. Vi har skabt et samfund med et konstant præstationskrav, hvor man mødes af utrolig høje forventninger fra en meget tidlig alder. Dette alt imens vores regering og vores politikere forsømmer at investere i og at tage hånd om trivsel og velbefindende. Psykiske lidelser skal tages i opløbet, så færre ender som Naja. Mit forslag er en enhed bestående af mennesker som jeg, der har lyst og overskud til at hjælpe gennem egne erfaringer. Vi skal hver især tilknyttes en håndfuld på den ene eller anden måde sårbare unge mennesker ude på landets folkeskoler, med hvem vi regelmæssigt skal have samtaler om livet og alt, som er svært og skønt.

Samtidig med at jeg stod midt i min spiseforstyrrelse, og alt syntes håbløst og uoverkommeligt, følte jeg mig ensom. Jeg følte mig misforstået, og de ellers velmenende voksne omkring mig havde ikke tilstrækkelig med indlevningsevne eller forståelse til at favne og rumme mig. Jeg havde ikke nogen at spejle mig i og se op til. I dag ved jeg, hvor mange der har været igennem det samme som jeg, og hvor lidt unikke mine oplevelser egentlig er. Men vi har intet direkte talerør, hvorfra vi kan formidle vores historier og vores budskaber. Det mangler, for vi med ar på sjælen er en stor uudnyttet ressource. Vi vil utvivlsomt kunne hjælpe rigtig mange unge ved at statuere et eksempel og være forbilleder.

Men her i mit køkken, på spisebordsstolen foran mig, sidder Naja endnu. Som jeg siger til hende, så er der håb og lys på den anden side. Jeg selv har set, hvordan unge mennesker kan opblomstre, når der bliver taget hånd om dem. Men der er godt nok lang vej, hvis ikke vi løfter i flok og begynder at tage psykisk sygdom og unges trivsel mere alvorligt. Derfor er mit ønske, at vores samfund og vores politikere vil være med til at investere i trivsel og realisere initiativer, som kan give mig og alle andre med noget på hjerte et talerør, og derved komme psykisk mistrivsel i forkøbet.